×
Uploade en cykel Se efterlyste / Lost Se fundne / Found Se genbrug / Recycle Se kort / See Map Se alle cycler / All bikes Nyeste Cykler / Latest bikes Avanceret Søgning / Advanced search
 
×
Hej .
Min profil / My profile Mine registerede / My registered bikes Mine efterlyste / My lost bikes Mine fundne / My Found bikes Mine genbrug / My Recycled bikes Opdater min profil / Update profile log Out
go top arrow
Bekendtgørelse om Hittegods

§ 4.Stk. 2. Hittegods, der er værdiløst eller af så ringe værdi, at det ikke kan bære omkostningerne ved auktionssalg, kan destrueres eller udleveres til almennyttige eller velgørende formål, når der er forløbet 4 uger fra indleveringen til politiet.

 

Hittegods - http://www.politi.dk/da/borgerservice/hittegods/

Har du mistet en ejendel eller fundet en genstand, som ikke tilhører dig, skal du henvende dig til politiet.

Afhentning af hittegods
Har du mistet en genstand, kan du henvende dig på den lokale politistations hittegodskontor.

Når du henvender dig vedrørende en mistet genstand, skal du kunne legitimere dig for at få genstanden udleveret. Du skal desuden regne med at udbetale en findeløn til den person, der har indleveret genstanden. Læs mere om findeløn i afsnittet ”Findeløn”.

Politiet opbevarer hittegods i op til tre måneder alt afhængig af hittegodsets art. Vær opmærksom på, at cykler kun opbevares i én måned. Hvis ejeren af et stykke hittegods ikke har henvendt sig inden ovenstående tidsfrist, sælger politiet den indleverede genstand på auktion.

Har du mistet en genstand i en offentlig institution, forretning eller et lignende sted, skal du være opmærksom på, at genstanden kan være indleveret der.

Indlevering af hittegods
Alt hittegods skal som hovedregel afleveres til politiet. Finder du hittegods ved offentlige institutioner, forlystelsesetablissementer, forretninger, offentlige transportmidler, kan du indlevere fundet hittegods der.

 

Bekendtgørelse af lov om hittegods - https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=126041

Herved bekendtgøres lov om hittegods, jf. lovbekendtgørelse nr. 591 af 1. september 1986, med de ændringer, der følger af lov nr. 100 af 17. februar 1998 og § 23 i lov nr. 538 af 8. juni 2006.

§ 1. Hittegods skal snarest muligt afleveres til politiet, medmindre finderen ved, hvem ejeren er, og straks tilbageleverer det til denne.

Stk. 2. Hittegods, som er fundet i offentlige institutioner, forlystelsesetablissementer, forretninger, offentlige befordringsmidler og lignende steder, kan afleveres til den pågældende institution, forretning m.v. Penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende skal snarest muligt herefter afleveres til politiet. Andet hittegods kan opbevares af institutionen, forretningen m.v. i indtil 30 dage. Er hittegodset ikke udleveret til ejeren inden 30 dages forløb, skal det straks afleveres til politiet.

Stk. 3. Politiet kan tillade, at de i stk. 2 nævnte institutioner, forretninger m.v. opbevarer andet hittegods end penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende i indtil 3 måneder, hvis institutionen opbevarer hittegodset på betryggende måde og fører en fortegnelse over det med oplysning om, hvor, hvornår og af hvem det er fundet.

§ 2. Er politiet i stand til at fastslå, hvem hittegodset tilhører, tilsiges ejeren til at afhente det. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan udlevere hittegods på anden måde.

Stk. 2. Hvis ejeren ikke kendes eller ikke afhenter det fundne, drager politiet omsorg for, at det opbevares på forsvarlig måde.

Stk. 3. Hvis ejeren ikke kendes, foranstalter politiet en bekendtgørelse om fundet optaget i et eller flere af de på stedet mest udbredte dagblade, medmindre dette på grund af det fundnes art eller værdi skønnes unyttigt.

§ 3. Ejeren af hittegodset har krav på at få dette udleveret, når han melder sig og godtgør sin ret, inden det er bortsolgt, og når han betaler findeløn og de i anledning af fundet påløbne omkostninger.

§ 4. Melder ejeren sig ikke inden udløbet af 3 måneder regnet fra hittegodsets indlevering til politiet og afhenter det fundne, bortsælges det ved politiets foranstaltning ved offentlig auktion. Hittegodscykler og -knallerter kan dog bortsælges ved offentlig auktion, når der er forløbet 4 uger fra indleveringen til politiet.

Stk. 2. Hittegods, der er værdiløst eller af så ringe værdi, at det ikke kan bære omkostningerne ved auktionssalg, kan destrueres eller udleveres til almennyttige eller velgørende formål, når der er forløbet 4 uger fra indleveringen til politiet.

§ 5. Er hittegodset udsat for hurtig fordærvelse, eller ville opbevaring af det i øvrigt medføre en væsentlig værdiforringelse eller være forbundet med uforholdsmæssig store omkostninger, kan det bortsælges straks, og salget kan da ske på anden måde end ved auktion.

Stk. 2. Ejeren har i disse tilfælde, når han melder sig inden udløbet af den i § 4, stk. 1, 1. pkt., fastsatte frist, krav på salgssummen med fradrag af findeløn og omkostninger.

§ 6. Tilbageleveres hittegodset af politiet til ejeren, eller får han i det i § 5 nævnte tilfælde salgssummen for hittegodset udbetalt, fastsætter politidirektøren en findeløn under hensyntagen til hittegodsets art og værdi, findestedet og de nærmere omstændigheder ved fundet.

Stk. 2. Der fastsættes i almindelighed kun findeløn, når hittegodsets anslåede værdi udgør mindst 200 kr.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte beløbsgrænse reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes nedad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 50. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding.

Stk. 4. Justitsministeren bekendtgør reguleringer, når der som følge af bestemmelsen i stk. 3 sker ændringer i det i stk. 2 nævnte beløb.

§ 7. Hvis ejeren ikke afhenter det fundne inden udløbet af de i § 4, stk. 1, fastsatte frister eller dog inden det fundnes bortsalg efter fristens udløb, tilfalder der finderen en tredjedel af det ved salget indkomne beløb med fradrag af omkostningerne. Resten tilfalder statskassen.

§ 8. Justitsministeren træffer de nærmere bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse.

§ 9. Bestemmelserne om glemte eller tabte genstande i lov om DSB1)eller administrative forskrifter herom udstedt i medfør af loven berøres ikke af denne lov. Tilsvarende gælder, for så vidt angår bestemmelserne om danefæ m.v. i museumsloven og bestemmelserne om optagelse af husdyr i lov om mark- og vejfred.

§ 10. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft den 1. juli 1952. 

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves patent af 28. september 1767 vedrørende hittegods, der findes i København, og plakaterne af 8. juni 1811 og 5. december 1812 vedrørende hittegods, der findes henholdsvis i købstæderne og på landet.

Justitsministeriet, den 9. juli 2009

Brian Mikkelsen